Regnen trommede mod ruden på Rigshospitalets onkologiske afdeling, mens jeg lå og så de sidste dråber glide ned ad glasset. Kroppen føltes fremmed. Tre dage siden sidste kemobehandling, og jeg kunne stadig ikke holde på en kop te uden at ryste. Min mand, Anders, havde lovet at hente mig klokken to. Klokken blev halv tre. Så tre. Min telefon summede. En besked fra Anders: "Mor ringede. Bliver lidt forsinket. Vi ses snart."
Lidt forsinket. Jeg stirrede på ordene, indtil skærmen slukkede af sig selv.
Vi havde været gift i seks år. Mødt hinanden på et sommermarked på havnen, hvor han solgte keramik, og jeg spildte kaffe ned ad hans udstillingsbord. Et år senere stod vi på rådhuset i Aarhus. Jeg husker, at han holdt min hånd så hårdt, at mine fingre næsten knækkede, og hviskede, at uanset hvad der skete, ville han aldrig give slip.
Fire år senere kom diagnosen. Brystkræft. Stadium tre.
"Vi klarer den her sammen," sagde han og købte en gul satinhue til mig, da håret begyndte at falde af i totter. Det var i marts. I december var han væk.
Ugen før jul kom det afgørende telefonopkald. Hans søster, Lone, ringede fra lufthavnen. Hun havde booket en tolv dages luksusrejse til Thailand – et bjergresort i Krabi med infinitypool og udsigt over Andamanhavet. Alt betalt. Alt planlagt. Alt, hvad Anders skulle, var at sige ja.
"Vi tager afsted i morgen aften," havde Lone sagt, så højt gennem telefonen at jeg kunne høre hvert ord fra sofaen. "Kun os to. Mor kommer også. Det bliver fantastisk."
Anders kiggede på mig. Så på sin taske, der stod pakket i entreen. Jeg havde ikke engang bemærket den.
"Jeg er nødt til at tage med," sagde han. Stemmen var flad. "Alt er jo booket. Det er en enestående mulighed."
"Jeg har kemo på onsdag," sagde jeg. Min egen stemme lød mærkeligt rolig. "Juleaften er om ti dage. Du ved, at lægen sagde, at den næste omgang bliver den hårdeste."
Han nikkede. Som om vi diskuterede en forsinket bus eller en glemt indkøbsseddel.
"Hun er min søster, Line. Min mor kommer også. Jeg bliver nødt til det."
Line. Han kaldte mig Line. Som om jeg var en kollega, han skulle give besked om en aflyst frokostaftale.
Klokken otte næste aften lukkede han døren bag sig. Jeg hørte hans skridt forsvinde ned ad trappen, hørte bilen starte nede på gaden. Så stilhed. Min egen vejrtrækning. Summen fra køleskabet.
Jeg faldt i søvn på sofaen og vågnede ved, at mine fødder var iskolde. Fjernsynet stod stadig på. En eller anden kanal kørte nonstop julemusik. Jeg lå og så loftet, mens et eller andet kor sang om glæde og fred på jord.
Tredje dag alene begyndte telefonen at ringe. Først min veninde Maria. Så min gamle studiekammerat Rasmus, som jeg ikke havde talt med i tre år. Så min far, to gange i træk.
"Tænd for nyhederne," sagde Maria. Stemmen dirrede. "Gør det nu."
Jeg fandt fjernbetjeningen mellem sofahynderne og tændte for TV 2 News.
Billederne rullede ind over skærmen. Oversvømmelse. Mudderskred. Et feriested begravet under tonsvis af jord og murbrokker. Redningshelikoptere, der cirklede over grønne bjergskråninger forvandlet til brune floder.
"Det voldsomme regnvejr i Krabi-provinsen har udløst flere jordskred," sagde værten. "Mindst fyrre turister er evakueret fra et luksusresort, efter at et enormt mudderskred ramte området i nat. Flere bygninger er totalt ødelagt. Alle gæsternes ejendele – pas, penge, mobiltelefoner – er begravet under mudderet."
Jeg sad helt stille. Mine hænder holdt op med at ryste for første gang i ugevis.
Klokken var lidt over midnat, da min telefon ringede med et nummer, jeg ikke kendte. En thailandsk landekode.
"Line?" Anders' stemme knækkede over på første stavelse. "Tak gud for, at du tog den. Jeg ringer fra hotellets nødtelefon. Line, alt er væk. Alting. Vores pas, vores kort, vores kontanter. Mor er faldet og har slået sin hofte, hun kan ikke gå. Søster ligger på et felthospital med chok. Forsikringen dækker intet – de siger, det var force majeure. Vi har ikke en krone. Vi er strandet. Kan du… kan du overføre nogle penge? Bare til billetter hjem?"
Jeg mærkede vægten af telefonen mod mit øre. Uret i køkkenet slog tolv. Juleaften om fem dage.
"Husker du," sagde jeg, "hvad du sagde, inden du gik? Du sagde: 'Alt er jo booket. Det er en enestående mulighed'. Du havde ret. Det blev en enestående mulighed."
"Line, vær nu ikke sådan…"
"Hvad var det, du kaldte mig? Før du tog afsted? 'Line' – som om jeg var en fremmed. Så lad mig svare som en fremmed: Jeg håber, I finder en anden vej hjem. Held og lykke."
Jeg lagde på, inden han kunne svare.
Fem dage senere sad jeg alene juleaften. Spiste rugbrød med leverpostej og så en gammel film. Regnen var holdt op udenfor, og der var næsten stille. Min krop gjorde stadig ondt, men langsomt mindre end ugen før.
Efter nytår kom de første detaljer. Rygterne spredte sig hurtigt i vores omgangskreds, som rygter gør i mindre byer. Anders og Lone havde tilbragt fire døgn i en evakueringslejr på en skole. Moren havde brækket hoften og lå på et offentligt hospital i Bangkok, hvor regningen voksede dag for dag. Ingen rejseforsikring. Ingen reservekort. Ingen venner, der kunne hjælpe, fordi alle penge var bundet i det hus, de lige havde købt sammen.
Lone måtte sælge sin bil. Anders pantsatte vores fælles opsparing – eller det, der var tilbage af den – for at få råd til flybilletter hjem. Da de endelig landede i Kastrup i midten af januar, var de teknisk insolvente.
Jeg havde skiftet låsen i mellemtiden.
Februar blev til marts. Solen begyndte at titte frem over Østerbro, hvor jeg havde lejet en lille toværelses hos en kollega, der rejste til udlandet. En morgen i april fik jeg en kuvert ind ad døren. Skilsmissepapirer. Underskrevet af Anders. Ingen bemærkninger. Ingen modkrav. Han opgav alt.
To dage efter papirerne kom, sad jeg i venteværelset på Rigshospitalet. Min onkolog, Susanne, kiggede på mig over sine briller med et udtryk, jeg ikke kunne tolke.
"Line, vi har fået de sidste prøvesvar tilbage. Der er ingen tegn på tilbagefald. Vi vurderer dig som værende i komplet remission."
Jeg græd for første gang i fem måneder. Men det var ikke af lettelse. Det var af raseri. Raseri over, at jeg næsten havde ladet et menneske ødelægge mig, mens min krop kæmpede for at overleve.
Sommeren kom med varme aftener og duften af nyslået græs i Fælledparken. Jeg begyndte at gå ture igen, først ti minutter, så en halv time, så en time. Mit hår voksede langsomt ud – mørkt og krøllet og helt nyt, som om kroppen havde besluttet sig for at starte forfra.
Sidst jeg hørte om Anders, var i august. En fælles bekendt fortalte, at han var flyttet ind i et værelse hos sin mor i Herning. Huset var gået på tvangsauktion. Søsteren talte ikke længere med ham – hun gav ham skylden for, at ferien var endt i katastrofe, fordi det var ham, der havde insisteret på resortet med den spektakulære bjergudsigt.
Bjergudsigten. Den endte med at begrave dem.
Jeg drak min kaffe og så ud over søerne, hvor aftensolen fik vandet til at gløde. Min telefon lå på bordet med en ny besked fra en veninde, der spurgte, om jeg ville med til sankthans ved stranden i næste uge.
Jeg svarede ja med det samme.
For første gang i lang tid havde jeg lyst til at se et bål blive tændt og vente på, at det brændte ned til gløder, uden at tænke på andet end flammerne og lyden af bølger og de mennesker, der var blevet.
